Der er 3 grotter på Alanya-halvøen, der kun kan nås fra søsiden.
Hele året er der bådtur fra havnen til disse huler, og i den lange sommersæson kombineres de med badning og spisning af grillmad.

Korsanlar Mağarasi
Den første grotte, man kommer til på sejlturen, er Pirat- eller Sørøvergrotten (Korsanlar Mağarasi), der også kaldes jomfruernes grotte. Indgangen er 10 meter bred og 6 meter høj.
Overleveringen fortæller, at piraterne brugte hulen til at skjule deres bytte og bringe det videre til fæstningen ad en tunnel eller sti. Hvis en sådan har eksisteret, findes den i hvert fald ikke i dag. Grottens andet navn hentyder til de skønjomfruer, piraterne også kidnappet. Man kan komme ind i grotten med mindre både.

Asiklar Mağarasi
Den næste grotte ligger på halvøens forbjerg og kaldes De elskendes Grotte eller Kærlighedsgrotten (Asiklar Mağarasi).
Her kan de adrætte kravle op fra søsiden og gå tværs igennem forbjerget ad en lavloftet 70 meter lang tunnel og springe i vandet fra 8 meters højde på den anden side. Historien fortæller, at her kunne de elskende mødes i hemmelighed.
Hvis man er heldig så fortæller bådturens guide en ”sandfærdig” historie, der skulle være sket i 1965. En tysk kvinde og hendes tyrkiske elsker forsvandt og blev eftersøgt i 3 måneder, hvorefter man fandt dem i god behold i hulen!

Fosforlu Mağara
Den smukkeste hule ligger på halvøens vestside og hedder Fosforgrotten (Fosforlu Mağara). Klipperne indeholder fosfor, hvilket får vandet til at glitre og skinne, når det sættes i bevægelse.
Både sollys og månelys kan få grotten til at lyse. Her kan man svømme ind og nyde synet, hvis man er en erfaren dykker.