- Annonce -

Her en kort guide til lidt af det, du kan opleve

I Tyrkiet mødes Middelhavets med Mellemøstens gastronomi, og det Tyrkiske køkken siges at være et af de bedste i verden. Her er langt mere end kebab på menuen, hvilket man vil opdage, hvis man bestiller meze, som er en samling af traditionelle tyrkiske forretter. Altså samme princip som med spanske tapas. I små skåle på midten af bordet serveres vinbladsdolmer, sorte oliven, fyldte auberginer, butterdej med spinat og fetaost, yoghurt dressing og meget andet godt. Hertil spises lavas – et luftigt brød med sesamfrø. Vinbladsdolmer og fyldte auberginer er ikke den eneste variant inden for det tyrkerne kalder dolma. Fyldte grøntsager fås i mange afskygninger som tomater, kål og peberfrugter fyldt med krydret ris, ribs, pinjekerner, kanel med mere.  Besøg en af Alanyas rigtige tyrkiske restauranter f.eks. Sofra eller Mini Mutfak – det er en fantastisk oplevelse og billigt.

Det er svært at være vegetar i Tyrkiet. Langt de fleste hovedretter består af kød eller fisk. Det mest almindelige kød er oksekød, lam, får og kylling. Retterne varieres med et væld af krydderier som spidskommen, paprika, hvidløg, dild og persille. En af de klassiske retter er köfte, som er kødboller – oftest lavet af lammefars. En anden typisk ret, börek, er tærte med oste-, kød, eller grøntsagsfyldning.

- Annonce -

Hvis du gerne vil spise fisk, og opleve den lokale stemning samtidig, er et besøg i Markedshallerne tæt på Anadolu Hospital et kapitel for sig. Her vælger du selv din fisk og får den serveret typisk med salat og brød – det er stærkt vanedannende.

Desserter og søde sager er et helt kapitel for sig i det tyrkiske køkken. Specialiteten er meget søde kager af smørdej og sirup, som foruden at blive serveret på konditorier også er en fast bestanddel af morgenmaden på de fleste hoteller. Den tyrkiske konfekt med det sjove navn, lokum – også kendt som Turkish Delight – er ligeledes en sød, geleagtig oplevelse med eksempelvis pistaciesmag.

Men man kommer ikke uden om kebabben! Kebab betyder grillet kød og fås i mange afskygninger. Döner kebabben på det roterende lodret spyd, hænger i gaderestauranter overalt, og der langes flere varianter af det af skårede kød over disken til priser omkring en dansk 10’er. Af andre lækre fastfoodretter bør den tyrkiske pizza, pide, nævnes.  Prøv det hos Öz kebab, i Cikcilli – her er der lækre Kebab menuer, langtidsstegt lammekød og ovnbagte pizzaer til absolut overkommelige priser.

Te er nationaldrikken i Tyrkiet. Sort te med masser af sukker drikkes overalt af små fine teglas, og kommer man på besøg i private hjem, er det te, der bydes på. Den koffeinfri æblete er også noget, man som turist bliver budt mange gange under sit ophold i Tyrkiet, men den er netop til turister og ikke noget, de lokale kunne finde på at drikke. Kaffe er mindre populært, men det drikkes – og det drikkes med sukker. Af alkoholiske drikke er anissnapsen, raki, tyrkernes foretrukne, og den kan drikkes til alle måltider. Ølkulturen i Tyrkiet er blomstret i de seneste år, og her er Efes Pilsen den mest almindelige lokale øl, men det behøver, man vist ikke fortælle danskere?

Så en klar opfordring, udover at prøve de mange fantastiske restauranter: Gå ind i de små sidegader og oplev den ægte tyrkiske gastronomi og stemning. Det er en god oplevelse, som alle bør unde sig selv. Det kan samtidig være med til at holde feriebudgettet på et fornuftigt niveau.

- Annonce -