- Annonce -

Igennem årene har Alanya Kommune lavet en fin tradition med jazz på havnen. Nu følger Dolphin Family op og har inviteret Royal Garden til Alanya, hvor de spiller til frokostjazz på mandag 25/9 og til havefest på onsdag 27/9. Alle er velkomne.

Det populære orkester har udgangspunkt fra Nykøbing Mors, så mandag kl 13.00 til frokost jazzen kan man købe en frokostret med enten sildemad, en snaps og en øl eller kold kartoffelsalad og frikadeller også med en snaps og en øl til 39,- tl.

Onsdag aften er der havefest kl. 19.00 med skøn musik og Dolphins herlige grill buffet til 75,- tl. Bak op om de to arrangementer og lad os sammen lave en tradition for jazz i september i Alanya – vi må jo ikke glemme hyggen. Der er ikke forsalg af billetter man møder bare op enten mandag kl. 13.00 eller onsdag kl 19.00

Lidt om det populære orkester:

Det lyser jo ud af dem, at der er fest, humør og spilleglæde i de seks musikere i et af Danmarks aller ældste traditionelle jazz-orkestre, Royal Garden Jazzband.

Royal Garden Jazzband er ikke kun et af de ældste herhjemme. I de seneste to år har det også været et af de mest efterspurgte overhovedet med i alt et halvt hundrede koncerter i hele landet og i Sverige. Og det royale i navnet skal tages for pålydende. Tre gange har Royal Garden Jazzband spillet for Dronning Margrethe og Prins Henrik.

Ellers er det på jazzfestivalerne og jazzklubberne de seks jazz-veteraner huserer. Bl.a. 5 gange på Ærø Jazzfestival, 4 gange på Middelfart Jazzfestival og på festivalerne ved Rinkøbing Fjord, Slangerup, Århus, Nexø, Haderslev, Skarø og Varberg i Sverige. Dertil kommer stort set alle jyske jazzklubber,  andre spillesteder, ”byorkester” i Faaborg med mange koncerter i den sydfynske by og en række private arrangementer over hele landet.

Og når vi nu snakker alder, ja så debutterede Royal Garden Jazzband i 1956. Det skete I hjembyen, Nykøbing Mors, til fest i den lokale gymnasieforening (billede fra debutten kan ses her). De 6 FDF-drenge havde kun nået at lære tre numre, og dem spillede de så hele aften, husker bassisten, Flemming Seiersen. Han er den eneste tilbageværende fra den gang. Et af disse tre numre er stadig på repertoiret, nemlig Basin Street Blues.

Og Royal Garden Jazzband er som få orkestre tro mod de gamle, traditionelle og ofte over 100 år gamle numre. Det er f.eks. High Society, Ory’s Creole Trombone, Muskrat Ramble, Bourbon Street Parade, When It Is Sleepy Time Down South, Struttin With Some Barbecue og Royal Garden Blues, men også populære numre som What A Wonderful World, Petite Fleur, All Of Me og When Your Are Smiling er på det store repertoire.

De seks musikere er særdeles rutinerede og har spillet hele deres liv i mange forskellige sammenhænge. Trompetisten og sangeren, Poul Helge Hansen, er også kendt fra det fynske The Farmers Incredible String Rhythm and Horn Band og Surburban Jazzband, klarinetisten Per Nørbach fra Odense Banden og det tidligere Lassens Jazzkalas på Fyn, basunisten Bob Ekman fra Senior Service og Silvermoon i Faaborg, pianisten Svend Frandsen fra De Eviggrønne, bassisten Flemming Seiersen fra Lassens Jazzkalas og Malenes Fodvarmere i Grønland og trommeslageren og crooneren, Olav B. Hansen, fra Lassens Jazzkalas og Silvermoon. Det vil sige, at tre af musikerne har spillet sammen siden 1984, og den nuværende besætning er fem år gammel.

- Annonce -