- Annonce -

Apotek:

Apotek hedder på tyrkisk “Eczane” og findes overalt i byen. På apoteker hvor der er en læge tilstede, hedder det ”eczane+”

Normalt er der åbent fra 9.00-20.00, men der findes altid et apotek med døgnåbent. Priserne med håndkøbsmedicin er væsentlig lavere end i Danmark og Norge, og mange køber smertestillende medicin, Viagra og p-piller med større besparelser.

 

Badning:

Solen er stærk, så husk solcreme, når turen går til stranden. Hav respekt, hvis rødt flag er oppe. I de senere år har der været flere drukneulykker i forbindelse med, at nogle ikke har taget advarslerne seriøst.
Husk at drikke rigeligt med vand. Helst på flaske, da postevandet har en anden bakterieflora, end vi er vant til i Skandinavien.

 

Borgmester:

Det blev Adem Murat Yucel fra MHP, der blev den nye borgmester for Alanya`s nye storkommune ved lokalvalget den 30. marts 2014. Hans parti opnåede 38,6 % af stemmerne og slog dermed Alanyas tidligere borgmester, Hasan Sipahioglu, fra AKP (Erdogans parti).

 

Business:

Hovederhvervet er turisme, dyrkning af bananer og andet frugt og grønt.

Der produceres årligt 740.022 kg bananer, 2.433.901 kg appelsiner, 8.491.248 kg tomater og 16.651.693 kg agurker.

 

Credit Card:

De fleste internationale kreditkort accepteres, og der er mange hæveautomater i Alanya. Der kan også veksles kontanter i de små gule vekselbutikker og hos PTT(posthuset).

 

Dolmus:

Dolmus er navnet på de små minibusser, der primært kører på hovedvejene i Alanya. På Otogar (busstationen) kan du finde oversigter – også til bl.a. Dim Cay, Tepe, Bektas og andre steder. Prisen for en billet er typisk 2 tl.

 

Drikke:

Vand er billigt. Sodavand, øl og vin koster cirka det samme som i Danmark. Der kommer flere og flere gode tyrkiske vine prøv f.eks. at købe Angora vinene i Migros eller Metro til ca. 15 tl. pr. flaske.

 

Drikkepenge:

Det er god kutyme at give ca. 10 % i drikkepenge.

 

Elektricitet:

Der benyttes 220 volt. Medbring evt. adapter til elektriske apparater med 3-benet stik, da stikdåserne ofte kun er 2-benet. Kan også købes i Metro og i de lokale byggemarkeder.

 

Fodbold

Alanyaspor er Alanyas stolthed. Klubben spiller på det forholdsvis nye stadion i Oba med plads til godt 10.000 tilskuere. Tyrkerne går meget op i fodbold, og selvom Istanbul ligger langt væk fra Alanya, har mange af de herboende deres favoritklub der. Bl.a. Fenerbache, Galatasaray og Besiktas.

 

Forsikring:

Det er vigtigt, at du tegner en rejseforsikring. Den offentlige sygesikring dækker ikke i Tyrkiet, så det kan blive dyrt, hvis uheldet er ude. Husk at tegne en forsikring, der dækker verden, da Tyrkiet ikke er med i EU.

 

Gourmet:

Få en dejlig gang sushi på Crazy Sushi, besøg de internationale køkkener hos Dinner i Oba, Vintage på Damlatas, Stay Restaurant eller Emerald Garden i Oba eller en lækker bøf hos Le Grille – mulighederne er mange. Men husk også at besøge de mange lokale tyrkiske restauranter. Der er en god grund til, at det tyrkiske køkken er kåret som et af verdens bedste.

 

Handicap:

Alanya by har gjort meget for at gøre byen mere handicap venlig. Der skal være handicap toiletter på restauranter. Der er lavet mange passager ved de høje kantsten. Lysreguleringer i midtbyen er med speciallyde for handicappede, og bybusserne kan medtage passagerer i kørestole.

 

Hospitaler:

Byen har 3 hospitaler. De fleste danskere benytter privathospitalet, Anadolu Hospital, +90 242 522 62 62 eller Baskent Universitetshospital. Begge steder er der altid dansk/norsktalende personale og meget kompetente og hjælpsomme medarbejdere. Husk altid dine rejseforsikringspapirer/kort samt dit pas, når du tager på hospitalet. Du kan også tilmelde din lejlighed hos hospitalet, så en evt. ambulance udrykning nemt og hurtig kan finde frem til din bopæl.

 

Indbyggere:

De seneste befolkningsopgørelse pr 31/12-2013 fortæller, at der i Alanya bor 276.277 personer. I Tyrkiet er det samlede befolkningstal: 76.667.864 ifølge den seneste opgørelse.
Internet:

Der findes efterhånden internet på alle hoteller, restauranter og komplekser. Står du og mangler en trådløs forbindelse, kan cafeen midt i indkøbscentret Alanyum anbefales.

 

Jul:

Hvert år i december holdes der et stort julemarked på havnen i Alanya.

 

Kendt for:

Kendt for Kleopatrastranden, den gamle borgfæstning, smuk natur og et livligt byliv.

 

Kirkegård:

I Alanya er der siden 1990 begravet 198 udlændinge på kirkegården for udlændinge i Alanya.

Der er nu kun to pladser tilbage, og derfor har Alanya Kommune givet 2000 m2 jord til en ny kirkegård i Cikcilli til udlændinge, der bor i Alanya. Den nye kirkegård har kapacitet til 500 gravpladser.

Den første udlænding blev begravet i Alanya for omkring 40 år siden, men i 1990 dannede man den første kirkegård for udlændinge. I modsætning til Danmark, hvor man betaler for sin gravplads, stiller Alanya Kommune gravpladserne gratis til rådighed for udlændinge, der bor i Alanya.

 

Lufthavne:

Lufthavnen i Antalya ligger ca. 140 km væk, og det tager ca. 2 – 2,5 timer i bil at tilbagelægge turen.

Lufthavnen i Gazipasa er beliggende 39 km øst fra Alanya centrum. Der er bygget fantastisk god vej derud, og det tager ca. 30 minutter i bil. Lufthavnen har fået stor succes, og flere og flere fly kan lande dér. Man kan ofte afkorte transporttiden 1,5 time ved at lande i Gazipasa fremfor Antalya pga. af den kortere køretid.

 

Læge:

Vi anbefaler Doctor Asuman Caylar på Ataturk gaden. www.asumancaylar.com – Tlf.: +90 242 512 93 75. Hun taler engelsk og norsk.

 

Mad:

Et måltid koster typisk mellem 50 og 100 danske kroner. Lidt dyrere på havnen og i centrum. Men hvis man besøger de små sidegader, kan man få fantastiske madoplevelser til ganske få penge. 2 voksne og 2 børn kan sagtens få et fint måltid for 175 kr. alt inklusive.

 

Markeder:

Hver dag kan du finde et marked i og omkring Alanya. Se oversigten over markeder under ”info om byen” på www.altomalanya.dk.

 

 

 

 

Nødsitiuationer:

Det Danske Generalkonsulat i Istanbul. +90 (212) 359 19 00. E-mail: istghl@um.dk

Den Danske Ambassade i Tyrkiet. +90(312) 446 61 41. E-mail: ankamb@um.dk

 

 

Opholdstilladelse(gældende for danskere):

Hvis man ønsker en opholdstilladelse til Tyrkiet, kræver det, at man har en gyldig rejseforsikring, som dækker i Tyrkiet / hele verden. Forsikringen skal oversættes til tyrkisk og notarstemples. Den originale forsikringspolice skal medbringes til Tyrkiet, og der skal stå, at den dækker i alle sygdomme, uheld på bentøj og medicin. Sygeforsikringen skal dække i den periode, man ønsker opholdstilladelse i. Man kan kun søge opholdstilladelse 1 år ad gangen.

 

Medbring følgende til Tyrkiet for at ansøge om opholdstilladelse:

4 pas foto, max. 6 mdr. gamle.

Adresseregistrering på din bolig, eller bevis for du har bolig, som ejer eller lejer i Tyrkiet. Alt skal være originale tyrkiske dokumenter og notarstemples.

Skøde/Tapu, hvis du er boligejer / Lejekontakt, hvis du er lejer. Dit originale pas, forsikrings police, oversat til tyrkisk, og efterfølgende notatstemplet.

1000 TL pr. mdr. man ønsker opholdstilladelse, indsat på en tyrkisk bankkonto. (Reglerne ændres ofte så søg råd og vejledning, når det er aktuelt).

 

Oplevelser:

Læs mere under på www.altomalanya.dk under menuen ”alanya/udflugter og oplevelser”. Du skal prøve en bådtur og opleve solnedgangen fra Borgen!

 

Posthus:

Posthuset i Alanya hedder PTT og er gult. PTT ligger bl.a. midt på Atatürk gaden, på hovedgaden i Oba og på torvet i Tosmur. Her kan du sende breve, købe frimærker og for øvrigt også veksle kontanter til en fin kurs.

 

Prisniveau:

1,5 l. kildevand koster mellem 4 og 6 danske kroner, en kop kaffe 8 – 10 kr. En Big Mac menu koster ca. 30 dkk. Du kan gøre en god handel ved guld, lædervarer, tæpper og også tøj. Vær opmærksom på, at mange af produkterne er kopivarer.

 

Rejsetips:

Gå ikke glip af et tyrkisk bad, et rigtigt tyrkisk måltid eller den smukke udsigt fra Borgen.

 

Rygning:

Siden 2009 har det været forbudt at ryge indendørs på restauranter og offentlige steder. Det er fortsat tilladt at ryge udendørs på cafeer og barer. Bliver man taget i at ryge, hvor det er forbudt, koster det ca. 30 euro.

 

Slanger og kryb:

Alanya har jo et andet klima og derfor også andre dyr bl.a. slanger og skorpioner. Heldigvis er det yderst sjældent, at man har hørt om dødsfald i forbindelse med bid fra disse. I Tyrkiet lever ca. 50 slangearter, hvoraf 9 karakteriseres som farlige. I Alanya området er det kun 3 arter, der er farlige, men ikke dødelige, hvis man kommer i hurtig behandling, slangerne hedder: Kafkas Engeregi, Viper Erivanensis og Côl Kobrasi

De 2 slags skorpioner, man skal passe særligt på, er Kara Akrep (stor og sort) og Maurus Palmatus.

Uanset hvilket bid man udsættes for, anbefales det, at man ringer efter ambulancen(112) og bliver kørt til Devlet Hospital, der efter sigende, er de eneste, der har modgiften mod diverse bid. Devlet ligger bag 35 metervejen i krydset, hvor 25 metergaden starter og den tre etagers lampebutik.

 

Sprog:

Tyrkisk. Mange taler engelsk og tysk. I Tyrkiet kommer man desuden langt med et smil og godt humør.

 

Sæson:

Alanya kan besøges hele året. Men selve højsæsonen er fra maj til november.

 

 

Tandlæge:

Der kan opnås store besparelser på tandlægebesøg i Alanya – helt op til 60 %. De arbejder med det mest moderne udstyr, er veluddannede, og mange har haft en rigtig god oplevelse hos den lokale tandlæge.

 

Trafik:

Hastighedsgrænserne er i byerne 50 km/t, på landevejen 90 km/t og på motorveje 130 km/t. Man skal køre med sikkerhedssele, og alkoholpromillen må ikke overstige 0,5(i ulykkestilfælde dækker forsikringen kun ved en promille på 0). Skiltningen svarer til de europæiske standarder. Hold godt øje med medtrafikanterne, der både kan komme indenom og udenom. Du anbefales at kører stille og roligt. Og allervigtigst: lej en bil med kasko og forsikring hos et seriøst udlejningsfirma, hvor papirerne er i orden, og du kan få hjælp hvis uheldet er ude.. F.eks. Alanya Eurodan i Tosmur.

 

Transfer:

Hvis man vil undgå en lang bustur på 2,5 time fra Antalya til Alanya eller en dyr taxi, når man skal til og fra lufthavnen, er en transfer et rigtig godt alternativ. Du kører i en personbil eller minibus. Hos et af de mest seriøse firmaer er prisen pr person 15 euro fra Antalya til Alanya og 10 euro fra Gazipasa til Alanya. Læs mere på www.selected.as

 

Tro:

Ca. 98 % er muslimer. Tyrkerne er generelt afslappede i forholdet til religion, og siden Ataturks reformer i 1920èrne og 1930èrne har religion og stat været adskilt.

 

Taxa:

På tyrkisk “Taksi” – der er mange af dem, og langt de fleste kører på taxameter. Men det kan sagtens være en god ide at prøve at aftale en fast pris, inden turen starter.

Det kan også være en god ide at praje en taksi, hvis man vil en tur på Borgen eller til DimCay. Mange af dem er gode “guider”, og her kan man altid opnå en fast pris.

 

Udflugter:

I alt om Alanya caffen på Dolphin Hotel kan du henvende dig når det gælder udflugter og oplevelser. Du kan også se mere på enten www.dolphinfamily.dk eller www.altomalanya.dk – begge steder er også at finde på Facebook.

 

Valuta:

Tyrk Lirasi(TL). En lira er ca. 2,3 dkr. Medbring danske kroner og Euro. Du kan veksle overalt til fornuftige kurser. De bedste kurser finder du som regel på posthuset PTT og i banker. Du kan benytte kreditkort langt de fleste steder, men vi anbefaler kontanter til det daglige forbrug og besøg i basaren.

 

Vejledning:

Udenrigsministeriets rejsevejledning finder du på www.um.dk

 

Visum:

Visumfri i indtil 90 dage. Passet skal være gyldigt i 6 måneder ved indrejse i Tyrkiet. Danske provisoriske pas samt EU-nødpas anerkendes. EU-nødpas skal være viseret.

Den danske ambassade i Ankara er, af det tyrkiske Udenrigsministerium, blevet gjort opmærksom på følgende ændringer i de tyrkiske pasregler, når en udlænding ved ind- og udrejsen af Tyrkiet ikke har flere tomme sider i sit pas: Efter den 31.12.2012 vil rejsende, der ikke har flere tomme sider i passet, blive nægtet indrejse i Tyrkiet.

 

Øvrigt:

Det er forbudt at udføre historiske og arkæologiske fund fra Tyrkiet.

 

 

 

- Annonce -