DCIM100MEDIA
- Annonce -

Efter 30 års ægteskab valgte det sønderjyske ægtepar Karen og Jan Paulsen at købe en feriebolig i Alanya sidste efterår. Den aktive familie havde været hele turen igennem fra spidstelt, over camp-let og campingvogn til charter, og nu var næste naturlige udvikling boligen i Waterfall. Og det har de på ingen måde fortrudt. Nu står ferierne på masser af sol, dykning og afslapning.

  • Det var en del af en naturlig udvikling. Børnene er blevet store, og vi har fået vores første børnebørn. Vi har jo gennem årene prøvet det meste fra spidsteltet til campingvogn, mens børnene var små, hvor bilturene bl.a. gik til Kroatien, Frankrig og Italien, og da de flyttede hjemmefra, opgraderede vi til charter, griner ægteparret, der nyder ”luksussen” i deres nye lejlighed på godt 100 kvm med udsigt til havet, Borgen og de smukke Taurusbjerge.

Der er mange valg, der skal træffes, når man vælger at købe feriebolig i et andet land. Herunder ikke mindst størrelse og beliggenhed. Men da de så lejligheden i Waterfall, der ligger i Tosmur cirka 4 km fra Alanya centrum og med kun ca. 300 meter til havet, var de ikke længere i tvivl.

  • Vi tænkte meget over, om vi skulle have en egoistlejlighed kun til os to gamle, eller en lejlighed hvor vi kunne være hele familien. Vi valgte denne med to soveværelser og to badeværelser, hvor vi kan være alle sammen og f.eks. som til sommer, hvor vi overlapper med vores datter og hendes familie nogle dage. I påsken var vi her med vores søn og svigerdatter og vores lille barnebarn på 1,5 år. Det var fantastisk, og de har meldt deres ankomst igen til efteråret.
    Ejendomsmægleren fortalte, at Alanya og Waterfall var det rigtige sted for os og vores familie, og det må vi sige har holdt stik. Vi har på ingen måde fortrudt vores valg. Alanya er så skønt, her er fredeligt og roligt. Folk derhjemme kan godt glemme de mange fordomme – vi har kun mødt flinke og hjælpsomme mennesker, der vil gøre alt så godt for os og dette i alle sociale lag. Vi møder så meget venlighed alle steder, hvilket vi sætter stor pris på, fortæller Karen og Jan i munden på hinanden.

 

Mulighed for at dyrke familiens store passion

Hele familien, dog undtaget Karen, er aktive dykkere. Jan driver sit eget dykkercenter i Sønderjylland ” Broagerlands Dykkercenter” og uddanner også dykkere i forbindelse med centret, hvor han også rådgiver og sælger dykkerudstyr. Så stor var glæden, da han opdagede Dolphin Dive Center, der ligger oppe i området ved Red Tower, og som i over 25 år har udbudt dykkerture og er Tyrkiets ældste dykkercenter. I dag har de tre både og – ifølge eksperten fra det sønderjyske – rigtig fint udstyr.

  • Jeg er meget imponeret af, hvor meget der er at se rundt om borgklippen, der er faktisk hele 11 dykkerspots af meget høj kvalitet. Dolphin Dive folkene er topprofessionelle, og sikkerheden er helt i top. Er man heldig kan man jo dykke med både delfiner og havskildpadder. I påsken så vi farverige nøgensnegle i flotte farver, og som man kun oplever så store og farverige på disse breddegrader. Vi var inde at dykke ved Lovers Cave, og der vil vi næste gang have vort eget lys med for at kunne opleve endnu mere af denne fantastisk flotte grotte. Det var utroligt flot og spændende. Også selvom vi kun var nede på 17 meter. Set med instruktørbrillerne på er det rigtig fint, da alle kan være med uanset uddannelsesniveau, fortæller Jan, der glæder sig til næste tur med familien ned i havets spændende undergrund. De har dog endnu ikke fundet effekter fra de sidste sørøverslag, der fandt sted udfor Alanyas kyst, men hvem ved en dag?

Favoritter:

Familien har allerede fundet deres favorit aktiviteter. Som klart nummer et er Karens morgenmad på balkonen derhjemme i lejligheden, hvor de både kan se op mod de flotte Taurusbjerge, og ud over havet. Nummer to er besøg hos de lokale markeder i Oba og Tosmur og købe frugt og grønt, jordbær, ærter, oliven, feta og meget andet godt. Nummer tre er en tur i hamam med god massage hos Aqua Sanita Spa og Hamam, der ligger under White Gold Hotel i Oba. Og så elsker de en søndagsbrunch f.eks. på Tepe Montana eller et af de andre hyggelige brunchsteder oppe i bjergene.

Fakta:

Det koster 60 euro for en dykkertur med to dyk af ca. 45 min varighed inkl. mad og drikke ombord og udstyr. Varigheden er ca. 4 timer. Havtemperaturen er sjældent under 19 grader, så det er jo ren luksus også i vinterhalvåret i forhold til Skandinavien.

Fra “Alt om Alanya magasinet 2017”.

- Annonce -