- Annonce -

Nogle gange kræver det ekstra mod at træffe de rigtige valg. For familien Lørup var det en kæmpe beslutning de traf for et år siden da alt blev pakket i container og sendt til adressen: Skyclub, Alanya, Turkey.

Men når man en søndag formiddag som denne sidder til brunch i deres pragtfulde villa og ser børnene hygge sig med venner, mens Pia og Peter serverer pandekager og friskpresset appelsinjuice finder man måske lidt af svaret på familiens nye liv under sydens sol. Familien består udover Pia og Peter Lørup af Lumi på 11 år, Maj på 10 år og Axel på 6 år.

  • Jeg har altid været meget bevist om hvad jeg ville når jeg blev 60 år. Og Pia og jeg var helt enige om, at vi ikke ville sidde i Dragør i slud og regn. Og derfor havde vi i flere år forberedt os på, at mens børnene var små ville vi skabe en ny base for vores familie, fortæller Peter Lørup.

At familien lige landede i Alanya var lidt af en tilfældighed. Det var ikke første valget i de år der blev søgt ny base og ægteparret var også lidt nervøse for sproget og kulturen

  • Vi havde altid talt om Frankrig eller Spanien og kigget meget især i området omkring Malaga. Vi var også i Toulouse i 5 dage. Her så vi nogle små slotte, vi var også ret tændte, men også lidt skræmte af at skulle bakse med en bygning fra 1500 tallet. Og så er vintertemperaturene ikke noget at prale af i Frankrig. Vi var også 5 dage på Malta og fandt et herligt stort byhus i den gamle bydel. Vi gav et bud, men var nok lige fedtede nok, så det fik vi ikke, fortæller altid smilende Peter Lørup.

Familien havde i mange år holdt ferie i Gold City og nydt deres ophold i Tyrkiet. Alligevel var Alanya ikke i deres overvejelser i første omgang. De havde kigget lidt på et hus på Borgen, men da de så huset i Sky der ligger i Bektas og som tidligere var Grevinde Alexandras faste feriedestination var hele familien solgt. Det var det sted de gerne ville bo. Og så købte de huset på rekordtid. Huset er på omkring 450 kvm fordelt på tre etager, infinity pool og med en skøn udsigt over havet, borgklippen og Taurusbjergene.

  • Vi forelskede os øjeblikkeligt i huset. Vi havde ikke udelukket Tyrkiet, men vi tænkte at det nok ville være lidt sværere end Frankrig og Malta, hvor sproget ville være mere tilgængeligt. Da vi havde købt måtte jeg jo så hjem og sige mit job op hos Nomeco. Men kombinationen af at jeg ville slutte som 60 årig med et aktivt arbejdsliv og børnenes alder var ligesom det der understøttede vores beslutning, fortæller Peter Lørup, der i en lang årrække var direktør i Nomeco, der er Danmarks største lægemiddelsgrossist.

Familien havde i flere år talt med børnene om, at en dag ville de flytte til udlandet. Alanya kendte de jo fra deres ferier, så de var ligesom lidt forberedte på deres nye destination. Pia lavede sammen med børnene en flot billedbog, så de kunne vise deres kammerater hjemme i Danmark hvor de skulle bo og lidt om deres nye ”hjemland”. Nu er der gået et år efter de flyttede ind. Hvordan er jeres nye liv i Alanya?

  • Det er gået rigtig godt! Børnene klarer sig flot i skolen og har fået rigtig gode kammerater. Hvis dette ikke var lykkedes måtte vi jo have droppet vores drøm og flyttet tilbage, men det er gået så fint. Og så har vi stor glæde af vort danske og finske netværk hernede. Jeg er jo oprindeligt fra Finland og i Alanya bor og lever der jo mange både fra Danmark og Finland. Enten helårs eller som gæsterne der besøger byen ofte. Det er overvældende hvor meget disse mennesker har været indstillet på at hjælpe os godt i gang. Og nu er vi faktisk også i gang med at hjælpe nye tilkomne, det er dejligt at være med til fortæller Pia Lørup.

 

Okuma bayrami – familien tager del i det lokale

Alle børn og mor Pia har travlt med skolegang og fritidssysler. Mens Peter stoppede med tyrkisk undervisningen da han sådan kunne følge lidt med i de tyrkiske aviser, som han glæder sig over kun koster 1 tl. pr. stk.
Pia satser på at opnå en PHD i tyrkisk og er godt på vej. Hun er i gang med 4 klasse og når hun har bestået 12 klassetrin svarer det til en PHD. Når man har bestået 8 klasse kan man begå sig fint, men allerede nu er det lettere at hjælpe med lektier og tale med lærerne.
Men det der glæder ægteparret mest er hvor godt børnene klarer sig i skolen og at de virkelig lærer noget.

  • I slutningen af marts var vi til fest i 6 årige Alex`s klasse hvor det blev fejret at børnene havde lært at læse. De fremførte et teaterstykke på engelsk med havfruer og pirater. De har 15 timers engelsk om ugen på skolen, så vores børn bliver jo nærmest 5 sprogede med dansk, finsk, engelsk, tyrkisk og tysk, fortæller en tydelig stolt fader.

Gæster i en anden kultur og land

For de fleste ville det være en kæmpe udfordring at flytte så langt væk hjemmefra, og til en helt anden kultur. Langt fra familie, venner, job og den trygge hverdag. Men det ser ikke ud til at påvirke familien Lørup.

  • Selvfølgelig kan vi få en udfordring når børnene bliver så gamle at de skal læse videre. Det ved vi jo ikke noget om nu og vi har det sådan at det må vi tage til den tid og så nyde øjeblikket nu. Ellers må vi jo flytte hjem, den mulighed har vi jo altid. Selvfølgelig følger vi også udviklingen generelt i Tyrkiet tæt. Men vi hæfter os mest af alt ved, at vi kun har mødt søde, positive og venlige mennesker hernede, og at Alanya er meget tolerant og åbent og kan rumme mange forskellige mennesker og nationaliteter på en fredelig og yderst positiv måde. Skulle dette ændre sig må vi se, men indtil nu trives vi og har det godt alle i familien, fortæller Peter inden han finder sin ynglings rosè fra Metro – der både er god og billig. Peter Lørup er nemlig en ganske velbevandret vinkender.
  • Selvfølgelig er vi langt fra venner og familie, men nogen taler vi faktisk mere med nu over de sociale medier. Og så er nemt og billigt at rejse til og fra Tyrkiet. Og så får vi jo heldigvis mange besøg. Fra maj og resten af sommeren er der booked rigtig godt op, fortsætter Pia

Super skønt vejr året rundt

Klimaet spillede en stor rolle da familien valgte at flytte til Alanya. Området er jo kendt for 300 solskinsdage om året og sjældent under 10 grader om vinteren, nærmest et tropisk klima. Men denne vinter var lidt speciel.

  • Vejret her er fantastisk. Vi spiste frokost ude langt ind i december. Der var koldt i 3-4 uger slut december start januar. Men vi har så mange skønne dage også i vintermånederne, når bare solen er fremme. 2. juledag var vi oppe i bjergene og slåsse i sne med nogle gode venner og spiste bagefter pandekager og flæskesteg herhjemme i huset. Vi gik efter at få et liv med godt vejr så vi kunne være aktive ude, og det har mere end levet op til vore forventninger, fortæller Peter.

Artikel fra Alt om Alanyas store sommermagasin som kan købes udvalgte steder i Alanya, bl.a. Alt om Alanya cafe i Oba.

- Annonce -